Svin på pressens spiseseddel

Endnu engang er svineproduktionen landet på de danske spisesedler. Denne gang et frontal-angreb begået af OperationX i samarbejde med Ekstra Bladet. Optil aftenens udsendelse på TV2 køres kampagne på svineproducenternes vanrøgt og medicinforbrug i Ekstra Bladet. Vi billeder af en gris, der har en byld og en anden, der har tarme hængende ud af kroppen. Derefter et interview med en svineproducent, der forsøger at forklare om svineproduktionens vilkår – og at der med 5000 levende dyr “kan ske en smutter indimellem”.

Artiklens hovedtema er, at 62% af alle svineproducenter har problemer med dyrevelfærden. Dagbladet Politiken skærper historien i overskriften: “TO UD AF TRE SVINEPRODUCENTER VANRØGTER DERES DYR”.

Overskrifterne kommer fra Plantedirektoratet, der i 42 kontrolbesøg har “givet påbud, indskærpelser eller andet” hos 26 producenter. Landfo.dk har netop talt med Bo Bjerre fra plantedirektoratet, der påpeger at en bemærkning eller påbud ikke behøver at betyde vanrøgt. Ved et kontrolbesøg kontrolleres alle dele af en svineproduktion, og det kan ligeså godt være administrative fejl eller mangler som påtales. Alligevel vælger pressen omgående den vinkel, at to ud af tre vanrøgter deres dyr. Og hvad skal befolkningen så tro på.

At der sker fejl i svineproduktion ved alle, både indenfor og udenfor branchen. Danske svineproducenter formulerer det sådan her på deres hjemmeside: “Med så omfattende et regelsæt er det umuligt at drive et fuldstændig pletfrit landbrug. Ingen må forvente, at vi kan nå ned på nul fejl. Uforudsigelighed er et grundvilkår, når man arbejder med levende dyr, og der vil altid ske småfejl”. At branchen faktisk gør alt de kan for at komme fejl til livs, ved de færreste desværre – primært grundet mangel på kommunikation. Pressen tegner for ofte, baseret på enkelthistorier, et billede af en rå kassetænkende branche uden tanke på dyrevelfærd. I aften vil OperationX sætte fokus på medicinforbrug i danske svinestalde. De gør det som vanligt med skjult kamera og angreb på den ansvarlige. Bønder kan mange ting, men at kunne stå foran et kamera og svare uden at se nervøs ud, er næppe en kernekompetence. Derfor vil vi med sikkerhed se en bonde i aften, der forsøger at få et ord indført men kommer til at fremstå som hele branchens sorte får. Man må håbe branchen bakker op om bonden og ikke lader ham i stikken.Problemer løses ikke ved udelukkelse, men ved indkludering og hjælp til at få løst eventuelle problemer.

Medicin er et svært emne at lave primetime-tv om, da medicinforbrug kræver forståelse for medicin, produktionsformer, risikovurdering og dyrlægers faglige viden om en besætning. Fakta er, at der er ved at blive indført en gul-kort ordning, hvor danske svinebønder med for meget forbrug får et gult kort og kommer på en offentlig liste. Allerede i tredie kvartal er medicinforbruget faldet markant, nemlig med 11%. Ordningen virker, og branchen har bakket op om den.

Pressens rolle er at være vagthunde. Når de lever op til den rolle, er pressen den vigtigste medspiller i et demokrati. Men når pressen pludselig bliver jagthunde fremfor vagthunde, og laver rapporter fra plantedirektoratet om til “systematisk vanrøgt” (politiken), så er det et uskønt billede der tegner sig af en presse, der mere tænker i salgsfremstød på danskernes forargelse, end på oplysning.