Forside



Landbrugets Folkeoplysning er en institution, der søger at oplyse folket om landbruget. Der er mange organisationer, der beskæftiger sig med landbrug, og enhver af disse har deres egen kommunikationsafdeling. Disse tager sig dog primært af at oplyse landbruget om landbrug – mens Landfo.dk har en klar bred målgruppe, der hedder det danske folk.

Landbruget er et af Danmark helt store erhverv. Alligevel er det et af de mest udskældte. Nogle gange med god grund, men langt de fleste gange uforskyldt. Debatten er kommet helt derud, hvor medierne beviseligt kun skriver de negative historier – og hvor folket efterhånden godtager en debat om, hvorvidt vi overhovedet skal have et landbrug i Danmark.

Landfo.dk vil belyse hvad landbruget laver, gå i dybden med alt fra svin til korn – forklare og gennem video vise, hvad der sker før en mælk lander på køkkenbordet – og forsøge at redde erhvervet, der spiller en kæmpe rolle for den danske nationaløkonomi.

Landfo.dk er IKKE en ukritisk institution! Det er ikke reklame for landbruget eller et forsøg på at nedtone brodne kar eller italesætte et bedre image, end landbruget har fortjent. Landfo.dk vil blot også skrive de positive historier – vi vil sætte fokus på erhvervet med nye øjne – og fortælle landbrugets virkelighed til en helt almindelig uvidende mælkedrikker fra Magleby eller baconspiser fra Ballerup.

Gennem information og saglige videoer vil vi få danskernes øjne op for, at der er en anden virkelighed end den, man ser på forsiderne indimellem – og at landbruget faktisk kæmper for, at gøre erhvervet mere etisk, rent og dyrevenligt. Men landbrug er ikke bare idylliske marker, hvor kornet duver i dønningen og grisen vil kløes bag sit øre. Landbruget er et erhverv, en gris skal dø før den bliver til bacon – og kornet skal have tilpas meget gylle, for at være godt nok til franskbrød.

Det er en virkelighed, som man ikke ser i Anders&Julius eller hos bonderøven på DR2
- men en virkelighed man ser, hvis man stikker hovedet indenfor hos en dansk bondemand.

Landfo vil stikke hovedet indenfor… i folkeoplysningens tegn.

Vi åbner efteråret 2010!